Med ChatGPT 4o Canvas får man et dedikeret arbejdsområde til at finjustere eller fuldstændigt ændre ens tekst ved hjælp af fem smarte genveje eller prompts.
Jeg har længe brugt ChatGPT til at gennemgå mine artikler for fejl, komme med forslag til rubrikker og underrubrikker, samt forbedre formuleringer. Det er dog blevet markant nemmere og smartere, efter at OpenAI har introduceret Canvas i ChatGPT. Canvas gør det endnu hurtigere at forbedre teksten og opnå det ønskede resultat.
Det er en model, som jeg hurtigt kan se vil blive brugt af mange journalister og kommunikatører – samt andre, der arbejder med længere tekststykker.
Hvad er ChatGPTs Canvas?
Canvas er en ny funktion i ChatGPT, der giver dig mulighed for at arbejde på længere tekster – og også kode – direkte i en dedikeret arbejdsflade. Din tekst er til højre, og dine prompts skriver du til venstre. Den struktur gør det lettere at arbejde effektivt og holde styr på både tekst og redigeringer.
På den måde drukner du ikke i utallige prompts og nye tekststykker. Det er især smart, at du kan redigere direkte i din tekst undervejs, hvilket gør det nemmere at bevare overblikket og løbende forbedre indholdet.
Sådan bruger du Canvas
- Aktiver Canvas: Når du arbejder på en længere tekst, kan du bede ChatGPT om at åbne Canvas ved at skrive for eksempel “Brug Canvas til denne opgave” eller “Åbn Canvas”.
Du kan også vælge Canvas i toppen af ChatGPT-vinduet, hvor du vælger ChatGPT-modeller. Det er dog ikke altid, at ChatGPT automatisk skifter til Canvas, så det kan være nødvendigt at vælge det manuelt. - Skriv og redigér: I Canvas kan du skrive eller indsætte din artikel og foretage redigeringer direkte. Du kan også markere specifikke afsnit, hvor du ønsker feedback eller forslag til forbedringer fra ChatGPT.
Fem smarte genveje
Canvas tilbyder til højre for teksten en række genveje, der hurtigt kan ændre din tekst eller komme med gode råd. Der er pt. fem:
- Foreslå ændringer: ChatGPT kommer med forslag til, hvordan din tekst kan forbedres ved at fremhæve passager, der kan omskrives. Den ændrer ikke noget automatisk, men giver råd.
- Justér længden: Som navnet antyder, kan du enten gøre artiklen kortere eller længere, alt efter hvad du har brug for.
- Læseniveau: Her kan du få ChatGPT til at omskrive teksten til et niveau, der passer fra “børnehavebørn” til “Kandidat eller PhD”.
- Tilføj den sidste finpudsning: ChatGPT retter slåfejl og kommafejl. Hvor godt den gør det, er så spørgsmålet, men i mine tests med bevidste slå- og kommafejl, fanger den det meget godt.
Den kommer desuden med tilføjelser, der gjorde min tekst længere. - Tilføj Emojier: Som navnet antyder smider ChatGPT en masse Emojis ind i teksten. Det er nok især brugbart til opslag til Sociale Medier.
Sådan fortryder du
Efter jeg fik ChatGPT til at gøre min tekst længere, fortrød jeg og bad den om at vende tilbage til den tidligere tekst. Det virkede ikke via en prompt, men i stedet er der heldigvis en fortryd-funktion i toppen, hvor man både kan fortryde og også vise de ændringer, som ChatGPT har lavet til teksten.
Jeg har dog oplevet, at ikonet til at vise ændringer ikke vises i toppen, selvom teksten er blevet ændret.
Tilgængelighed og pris
Canvas er i øjeblikket tilgængelig for ChatGPT Plus- og Team-brugere i en beta-version, så der kan være fejl og mangler. Der er angiveligt også planer om at gøre Canvas tilgængelig for alle gratis-brugerne, når det er ude af beta.
Jeg håber, at der på sigt også kommer flere smarte genveje og bedre mulighed for at justere på, hvordan ChatGPT retter i teksten. Men jeg kommer helt sikkert til at bruge Canvas til at gennemgå og sikkert også forbedre mine artikler, hvor det er nødvendigt.
Billedet øverst er skabt med ChatGPT.