Ved at skrive en beskrivelse til Midjourney, kan man få imponerende grafik eller billeder, som ligner profesionelle fotografier. Det gav mig ideen til at opdatere logoet til denne blog, som jeg selv designede for syv år siden.
Det går ekstremt hurtigt med AI-værktøjer i øjeblikket, hvor især ChatGPT og Midjourney har fået meget omtale. Hvor førstnævnte handler om at få svar på spørgsmål, hjælp til at kode og meget andet på tekst, er Midjourney sammen med fx Dall-E 2 og Adobes nye Firefly visuelle værktøjer.
Jeg er ikke grafiker, men kan en del Photoshop og Illustrator og var for syv år siden godt tilfreds med mit eget design af en værktøjskasse, der tog nogle timer at kreere.
Anderledes var det her i 2023 med Midjourney. Jeg prøvede et par forskellige prompts, som de hedder, og endte på følgende:
“Create a realistic toolbox filled with logos from social media companies, apps, a computer, a mobile phone and a drone. “
Det gav på ingen tid følgende forskellige værktøjskasser, hvor jeg så valgte at få variationer af den nederste til venstre med et klik på en knap.
Kort tid efter kom der fire i den stil, og så valgte jeg den herunder. Jeg ønskede den uden baggrund, men frem for at spørge Midjourney om det, smed jeg den ind på Remove.bg, og så var baggrunden væk. Canva er også rigtig god til den slags.
Her er så det endelige logo, som ja har nogle lidt specielle ikoner, men som jeg klart synes er flottere end mit eget – og så tog det kun to minutter.
Opdatering: Jeg har siden fået adgang til Adobe Firefly. Jeg forsøgte mig med samme prompt, hvilket gav følgende. Så stor forskel på, hvad de to AI-programmer spytter ud med samme prompt, og jeg beholder buddet fra Midjourney.
Til gengæld er Adobe Firefly mere lækkert at arbejde og lave ændringer i frem for Midjourney, hvor det hele foregår på en Discord-server.